Hepatitis A+B

Hepatitis A+B er begge leverbetændelse, som skyldes hepatitis A eller B virus. Hepatitis A virus smitter igennem afføring fra personer der er smittet med Hepatitis A. Hepatitis A overføres typisk igennem mad, drikkevand og andre drikkevarer, der er inficeret med Hepatitis A, men kan også smitte igennem seksuel kontakt og anden direkte berøring, hvor der ikke er god hygiejne. I Danmark har vi set tilfælde med Hepatitis A, hvor smitten blandt andet er overført igennem importerede frosne bær. Risikoen for at blive smittet med Hepatitis A er dog størst i forbindelse med udlandsrejser til eksotiske rejsemål og i de dele af verden, hvor hygiejnen er dårlig.

Hepatitis B er leverbetændelse, som skyldes hepatitis B virus (HBV). Hepatitis B virus smitter igennem blod, sæd, spyt og fra mor til barn under fødslen. Hepatitis B findes globalt, men er især udbredt i Afrika, Sydøstasien og Grønland.

 

Hvem bør vaccineres:

Alle personer der er i risiko for at blive smittet med hepatitis A og hepatitis B, anbefales vaccinen. Vaccinen kan gives fra 1 års alderen.

Hepatitis A og hepatitis B kan forekomme i hele verden, men findes især i Asien, Afrika og Syd- og Mellemamerika. Har man planer om at opholde sig i disse lande i længere tid, bør man blive vaccineret.

Desuden anbefales vaccine til personer, der arbejder i et miljø, hvor de kan være i risiko for at blive smittet, fx igennem stikskader og farligt affald.

Hepatitis A+B vaccinen anbefales også til personer, der har kronisk hepatitis C infektion.

 

Hvem bør ikke vaccineres:

Du bør ikke vaccineres hvis:

  • Du er blevet akut syg og har feber på vaccinationsdagen.
  • Du er overfølsom overfor et af indholdsstofferne i vaccinen.
  • Du har haft alvorlige bivirkninger ved tidligere vaccination med Hepatitis B vaccine.

 

Antal vacciner og beskyttelsesvarighed:

Primært vaccinationsprogram: 3 vaccinationer (0, 1 og 6 -12 måneder)

For at opnå langvarig beskyttelse, skal Hepatitis A+B vaccinen gives 3 gange. Efter grundvaccinen skal der gives 2 vacciner med 1 og 6-12 måneders mellemrum.

Studier viser at for raske mennesker med et normalt fungerende immunforsvar, kan 3. vaccinen gives flere år efter første vaccine, og langvarig beskyttelse vil fortsat opnås.

Efter 2. vaccination opnås næste 100% beskyttelse i et år, og efter 3. vaccination opnås 30-40 års beskyttelse mod hepatitis A og livslang beskyttelse mod Hepatitis B.

 

Hurtigt vaccinationsprogram: 4 vacciner (0, 7, 21 dag + 12 måneder)

Hvis beskyttelse mod hepatitis A+B skal opnås på kort tid, kan voksne tilbydes et vaccinationsprogram, hvor der gives 3 vacciner inden afrejse efter følgende protokol: 0 – 7 – 21 dag, og fjerde vaccine gives 12 måneder efter første vaccination, for at opnå langvarig beskyttelse.

Ved hurtig vaccinationsprogrammet opnås næsten 100% beskyttelse i et år, når de 3 første vacciner er givet, og efter 4. vaccination opnås 35-40 års beskyttelse mod hepatitis A og livslang beskyttelse mod Hepatitis B.

 

De hyppigste bivirkninger:

Der kan forekomme rødme, hævelse og ømhed, der hvor vaccinen er givet, samt hovedpine, feber og utilpashed.

Alvorlige bivirkninger er yderst sjældne.

 

Graviditet og amning:

Ved graviditet og amning skal du drøfte denne vaccine med dig egen læge.

 

Vaccinen indeholder:

Oprenset, inaktiveret Hepatitis A virus og oprenset overfladeantigen fra Hepatitis B virus

 

Siden er sidst opdateret den 04.03.2018

Kontakt os i dag, og få et fordelagtigt tilbud på vaccination af jeres medarbejdere.